Danseskolen vokser – 3. sæson
Spændende nyt.
Som jeg skriver i mine memoirer: ”Vi havde gjort lidt af et kup med hensyn til
at få en ny danseskole. Vi skulle overtage Birthe Sylvest danselokale på Asminderød Kro”.
Sommerpausen gik hurtigt og meget af tiden med at planlægge den 3. sæson 1973/74.
Forinden havde vi været til kongres i Virumhallen i vores danseforening Terpsichore. Foreningen var en ud af 5 foreninger, der tilsammen udgjorde Danselærer Organisationernes Fællesråd (D.O.F.).
På kongressen underviste bl.a. de professionelle tyske verdensmestre i latinamerikanske danse fra 1972 Evelyn og Wolfgang Opitz. Et brandvarmt
navn at have på kongressen.
Terpsichore fyldte i øvrigt 50 år, så der var festligheder i sigte – ikke mindst
for en ung danselærer.
Ny by under fanerne…
Birthe Sylvest havde drevet danseskole på Asminderød Kro igennem 20 år,
og jeg havde som stor knægt hjulpet hende omkring 1965-66-67 her på kroen. Derudover hjalp jeg også i Hillerød, hvor dansen foregik på Hotel Kronprinsen (Torvet), samt sommer skoler på Ølsted Kro, og i Meløse Forsamlingshus.
*
Danseskolen på Asminderød Kro var nu vores. En ny by, Fredensborg blev indtaget.
Tirsdag den 4. september var startdagen på kroen i den store sal.
9 hold på programmet, bl.a. et stephold. Både Vibeke og jeg underviste.
Det er sjovt, at læse vores danseprogrammer fra dengang. Det var den tid man henvendte sig med ”De” og ”Dem”.
*
Dagen før, om mandagen begyndte jeg sæson nr. 2 hos Kirsten Thomsen på Esrom Kro i Esrum. Onsdag var jeg i Blovstrød igen, i Sct. Georges Gildets sal,
og fik hjælp af Kristin Svavarsdottir, som underviste på jazzballetholdene.
Fredag var det selvfølgelig på Lynge Kro, hvor hele ”eventyret” startede.
Her fik vi hele 10 hold klemt ind i dagens program. Første børnehold 4-6 år dansede fra kl. 13:15-14:05 – det ville ikke kunne lade sig gøre i dag.
Sidste hold var vores Ægtepar lidt øvede, og øvede dansede fra 21:15-22:15.
Det kan vist heller ikke lade sig gøre i dag.
Sommerpausen gik naturligvis med at planlægge den 3. sæson 1973/74.
Hvordan gik sæsonenstarten så?
Vi havde store forventninger, men de blev nu ikke helt indfriet.
Esrum var ikke imponerende, Asminderød virkede som en fuser med et fremmøde på kun 40 elever – det blev dog bedre i løbet af den kommende måned. Blovstrød var stadig småt.
MEN!
Så kom fredagen og Lynge. 180 elever mødte op. Så ugens sidste undervisnings dag blev en festdag – hver gang.
Det var i øvrigt ikke et arbejde, jeg havde madpakke med til.
Jeg var på kro 3 gange om ugen, og fik mad til rabatpris.
Dansetur til London…
Efterårsferien blev brugt på vores første tur til London i selskab med vores læremester Maggie Hulstrøm Carlsen, hendes datter Mette samt Kristin, Vibeke og mig.
Maggie, var kendt af de fleste i det engelske danse miljø, bl.a. for sine præstationer i British Open i Blackpool sammen med sin mand Carl G. V. Carlsen. Så hun åbnede alle døre for os. Bl.a. fik vi undervisning hos Bill Irvine, der sammen med sin hustru og partner Bobbie havde vundet i alt 13 verdensmesterskaber i standard og latindansene.
Vi besøgte også for første gang det kendte Dance Centre i Floral Street i Covent Garden, hvor alverdens jazz, tap og showdansere kom til.
Efteråret frem mod jul gik undervisning og weekenderne oftest med danseturneringer enten, som dommer eller med deltagelse af dansere.
Den 28.oktober deltog vi for første gang i DOFs Efterårsturnering med 4 par. Længst nåede Connie Jensen og Jette Crillesen med plads i A-rækken.
*
SM Holdmesterskaberne
Søndag den 25. november deltog vi første gang i de traditionelle holdmesterskaber i Roskildehallen for sjællandske danseskoler. Det blev starten på et af højdepunkterne hver eneste sæson, og til rigtige mange triumfer for danseskolen. Stemningen var altid fantastisk og sammenholdet enormt.
Vi lagde ud med 2 hold. Et børnehold med 6 par, hvoraf de 5 af parrene aldrig havde deltaget i officielle turneringer før. Holdet blev 3 i B-rækken, hvilket rakte til 13. plads blandt de 15 hold.
Junior I holdet var lidt mere rutineret. Holde blev nr. 1 i B-rækken – og glæden var stor. Det svarede til en 11.plads blandt 16 hold. Turen var begyndt!
Vi havde i øvrigt for første gang fælles buskørsel til stævnet på grund af kørselsforbuddet (oliekrisen) om søndagen.
*
Distriktsmesterskaberne
Der var 4 Distriktsmesterskaber på Sjælland samt Lolland/Falster (Nord, Øst, Vest og Syd). København var ikke med. Det var traditionsrige turneringer som havde rødder tilbage i 50erne.
Det skulle også for os blive til en vigtig turnering, da konkurrencen mere var på lokalt niveau, og var et fint sted at starte sin dansekarriere.
Hele 25 par havde vi med til stævnet, som blev afholdt i Helsingørhallen. Vi var stadig på vej, og kun to par kom i Mesterrækken og blev udtaget til SM i standarddanse. Det var Connie Jensen og Jette Crillesen, som blev nr. 10. Det andet var Lena Poulsen og Gitte Samuelsen.
*
En travl tid frem mod opvisningerne…
Den kommende tid inden opvisningerne var jeg travlt optaget med dommerjobs og stævner så som danselandskamp mod England i KB-Hallen, ægteparfest den 16. februar på Lynge Kro og den 23. februar SM i standarddanse.
Her havde vi som nævnt fået udtaget Connie Jensen og Jette Crillesen. Og de havde virkelig gjort fremskridt, så ikke bare kom de i Mesterrækken blandt de 60 dansepar. De kom også i finalen og blev nr. 6 og blev udtaget direkte til DM. De var med et vores stjernepar.
Til det efterfølgende DM kom parret i næst bedste række Grand Prix og blev nr. 4 (svarer til nr. 34 i DK i junior I) efter mindre end et års sammendans.
Jeg have fornøjelsen af at være dommer til DM, og havde nu dømt samtlige store turneringer i vintersæsonen.
*
En travl Weekend…
Lørdag den 17. marts var jeg dommer til Dansk Danselærerforenings mesterskaber i Stadionhallen i Århus sammen med Erik Ilmark og 3 norske dommer.
Vi nåede ikke det sidste fly hjem, så der blev sørget for hotelværelser til os, men vi sov vist kun par timer, da vi kom sent til hotellet, og skulle tidligt op med fly hjem.
Generalprøve og turnering på én dag
Om søndagen den 18. marts, dagen efter DM i Århus, skulle vi afholde både generalprøve og turnering i Lynge på kroen.
Generalprøven startede kl. 14.00. Jeg var hjemme fra Århus 10:30, og kl. 13:30 stod vi klar, og dansede løs helt frem til kl. 22:00.
Godt 250 mennesker mødte frem til turneringen, og i alt 62 par deltog. Det var en glæde at se, hvordan standarden blandt parrene var betydelig højere end sidste års turnering.
Blandt vinderne var Henrik Andersen og Janne Uttenthal, Jan Nielsen og Helle Eliassen, begge par fra Lynge, samt Peter Lauersen og Pernille fra Blovstrød. Vinder af en beat turnering blev Tina Jensen og Dorte Krogh fra Fredensborg.
Det var så den weekend – godt man var ung!
Men alt forløb fint, så tiden gik hurtigt. Britta Ilmark var vores dommer til mærkeprøven i Lynge. Herunder er et klip fra resultaterne.
Weekenden før, den 12. marts, havde vi mærkeprøve i både Fredensborg og i Blovstrød, med henholdsvis Kristin Svarvardóttir og HUgo Nielsen som dommere.
Afdansningsballerne
4 afdansningsballer i eget regi bød sæsonen på sæson 73/74.
Først den 16. og 17. marts for Lyngedanserne og den 24. marts ligeledes i Lynge for Blovstrød danserne. Og endelig 23. marts opvisning på Asminderød Kro.
Sæsonen der her startede lidt spagt, havde forbedret sig i løbet af vinteren.
Så også her et fint afdansningsbal med 260 deltagere samt publikummer. Samtidig var der en stor opbakning fra forældrene, hvoraf flere skulle følge os i mange år – også som venskaber.
Vi havde arbejdet meget på at give vores opvisninger et flow, så de kørte som et show.
Blandt nummerne var ”Black Bottom” et stepnummer udført af Vibeke og mig.
Det var en optakt at vi i næster sæson skulle have step på programmet.
Follow up nummeret til sidste års ”Babynummer”, som vi havde tænkt meget over, blev til et nummer hvor rollerne som et dansepar var byttet om. Det blev der meget fest ud ad – ikke mindst – igen – med Palle Nielsen i hovedrollen.
Jeg lader billederne tale for sig selv.
Og Allerød Nyt var der på pletten…
Forårssæsonen…
Forårssæsonen skulle også i år være i Sigerslevøster forsamlingshus og i Meløse på Arresøhus.
I Sigerslevøster kom der ca 100 elever (fremgang på 20) og i Meløse ikke færre end 150 elever (en fremgang på 50). Vi prøvede også på Ølsted Kro, hvor jeg i sin tid havde hjulpet Birthe Sylvest, men det blev ingen succes – efter 2 gange lukkede vi. Men vi var godt tilfredse den store fremgang de to andre steder.
Og så skulle der selvfølgelig følges op på sidste års træning for turneringsdanserne, hvor 10 par trænede i Hammersholt. Lynge Kro blevet stedet, hvor vi trænede i år og 23 par deltog.
De skulle i løbet af foråret deltage i SM latin i Roskilde samt Provinsmesterskabet den 9. juni i Vejle. Provinsmesterskabet var den første turnering hvor vi arrangerede buskørsel med afgang fra Lynge Kro 8:30 og hjemme igen kl. 24.00.
9 par deltog.
Resultaterne for de to turneringer illustrerede at vi var på vej. Parrene blev bedre og bedre, men der var stadigvæk lang vej til toppen.
*
Sommerafdansningsbal…
Lørdag den 15. juni havde vi afdansningsbal i Sigerslevøster forsamlingshus og lørdag den 29. juni på Arresøhus i Meløse.
Til den sidste opvisning kom der mere end 415 personer, så der var fyldt til bristepunktet. Jeg har skrevet, at det blev en af vores allerbedste opvisninger.
Alt gik som smurt i olie, det ene hold efter det andet ”rullede” ind på gulvet, uden det på nogen måde virkede forjaget.
Finalen blev krydret med finalen fra i vinters – som tidligere er beskrevet.
*
Ja, så var sæsonen slut, og vi skulle holde lidt sommerferie, selvom planerne for den næste sæson allerede snurrede rundt i hovedet. -sidst i juli skulle vi til England, så de nye vinterprogrammer skulle gøres færdige og sendes til bogtrykkeren.
Status over den forløbne sæson var et samlet elevantal på 615 elever, imod 480 sidste sæson, så det gik den rigtige vej.
Jørgen Christensen
TEAM VJCDANS
Dans i Hillerød
Din Danseskole i Nordsjælland